Campus nyt

Rejsebrev fra Junglepraktikanterne / Letter from our interns in the jungle

 
Picture of Jacob Munkholm Jensen
Rejsebrev fra Junglepraktikanterne / Letter from our interns in the jungle
by Jacob Munkholm Jensen - Monday, 24 February 2014, 12:18 PM
 

Rejsebrev fra Junglepraktikanterne 


Vi har modtaget nedenstående rejsebrev fra vore udsendte i Sierra Leones jungle. De to praktikanter, Sanne og Kasper, er i gang med bachelorpraktikken på Masanga Hospital. Læs med og bliv inspireret til en anderledes og lærerig praktik.

Læs i øvrigt artiklen med Sanne og Kasper før de tog af sted - klik her!


13. februar, 2014: Her kommer lige en opdatering fra junglen. Det er meget sjældent, at vi kommer til internet, og det tager MEGET lang tid at uploade billeder. Men vi har det rigtig godt, og der er masser af problemstillinger at tage fat på hernede udover vandprojektet. Lige pt. står det lidt stille, da vi mangler en bestemt ventil for at kunne komme videre.

Vi bliver konstant kontaktet af alle mulige ansatte på hospitalet, som gerne vil have hjælp til alle mulige forskellige problemstillinger. Det gælder lige fra sengeproblemer til el-installationer. Så vi er ret populære hernede.


Så har vi boet her i Sierra Leone i tre uger, og hvor er det bare anderledes end det velkendte Danmark. Der er mange ting, man lige skal vende sig til. Det gælder både rent hygiejnisk, men i den grad også rent sikkerhedsmæssigt. Her fyldes bilerne ikke efter antallet af seler, men derimod til bristepunktet, og først da kører man. Det er ikke fordi befolkningen ikke gider overholde sikkerhedsforanstaltninger, men hvis sikkerheden ikke kan svare sig, så bliver den ikke overholdt. Langt de fleste lever fra dag til dag. Dvs. de tænker ikke ret langt frem. Hvis det er i dag, de har behov for at blive transporteret til markedet for at handle til sine sultne børn, så nytter det ikke at vente til dagen efter, fordi der ikke var flere seler i bilen. Derfor nedprioriteres sikkerheden.


Aber, rotter og edderkopper

Alle os udsendte bor på et såkaldt hostel. Det er en gammel trelænget bygning, med 16 værelser i alt. Der er kun strøm mellem kl. 19 og 22, og der er ingen vand. Vi skal derfor hente vores vand ved en nærliggende brønd. Det vænner man sig nu hurtigt til. Hostellet ligger midt i junglen, så der er masser af liv omkring os. Det er primært små aber, der hygger sig med at lege på tagene. Det kan godt være en smule irriterende tidligt om morgenen. Det er desværre ikke kun aber, vi får besøg af på hostellet. Vi har store problemer med rotter, og forleden dag under rengøringen af fællesarealerne fandt vi en stor tarantel-lignende edderkop i bogreolen. Derudover får vi af og til også besøg af forskellige slanger, så dyrelivet er rigt her. Der er ansat tre køkkendamer, der sørger for mad til os tre gange dagligt. Menuen kan være en blandet fornøjelse, men man lærer at holde af nogle af retterne. Hver onsdag får vi kød, så det er lidt en festdag. De andre dage får vi grøntsager og casava leaves, som er en type blade, der knuses og kommes i gryderetter som ekstra fylde. De smager ikke specielt godt, men det er mad og kan spises.

Vi er blevet taget rigtig godt imod i landsbyen og langt de fleste er meget taknemmelige for, at vi tager os tid til at komme her og hjælpe dem videre.


Vandledningen færdiggjort, men …

Første arbejdsdag bød på en meget stor overraskelse. Det viste sig, at de lokale på eget initiativ selv har færdiggjort vandledningen. Det er et kæmpe skridt i den rigtige retning for befolkningen. Hidtil har de ikke selv kunne tage initiativ til at lave noget på egen hånd, så vi var meget overraskede. Det betyder desværre ikke, at vandanlægget fungerer. De lokale har tilsyneladende opgivet det lidt igen, da det viste sig ikke at fungere. Problemet er nu, at der ikke er vand nok i vandtanken. Så i bund og grund er vores opgave stadig den samme; at bringe rindende vand til Masanga Hospital.

Anlægget skulle gerne fungere således, at der bliver pumpet vand fra en brønd vha. solceller videre til en højtliggende vandtank. Herfra ledes vandet til hospitalsområdet. Men da der ikke er vand nok i tanken, er projektet gået lidt i stå. Vi gav os derfor til at regne ud, hvor meget vand der kommer i tanken. Det viste sig at være ca. 700 l/timen, hvilket burde være nok til at dække hospitalets forbrug. Det viste sig dog desværre, at efter et halvt døgns tid var tankniveauet faldet med 4000 liter, og der har ikke været åbnet for tilgangen til hospitalet. Dvs. de 4000 liter er forsvundet. Vi har konkluderet, at der må være flere lækager rundt omkring på anlægget, så det er dem, vi nu arbejder på at finde frem til og få udbedret. Vi har på nuværende tidspunkt fundet 5 lækager og fået udbedret den ene. Det tager lang tid at få tingene gjort her. Dels fordi vi mangler materialer, som vi kun kan få fra den nærmeste storby, som ligger en times kørsel herfra, og dels fordi arbejdsmoralen her er meget anderledes, end det vi er vant til hjemmefra. Det er rigtig svært at lave aftaler med folk, for hvis der kommer noget op, som de synes, er vigtigere, så bliver de bare væk. Det med at overholde et tidspunkt er heller ikke rigtig noget, der praktiseres hernede. Så det har krævet en del tilvænning. Men det er rigtig interessant at prøve at samarbejde med en så anderledes kultur.


Solpanel i skyggesiden

Vi har dog fået udrettet lidt hernede. Som sagt drives vandpumpen af solceller, men vi opdagede ret hurtigt, at solpanelet står halvvejs i skygge det halve af dagen. Det er nok til, at pumpen ikke kan drives i det tidsrum, og derved kommer der ikke vand til tanken. Det tog os 1½ uge at få tilladelse fra landsbyens ældste til at fælde de største af træerne. Men da det så endelig var gået igennem, så gik det også stærkt. I løbet af et par timer var træerne fældet, og solpanelet står nu i sol det meste af dagen. Desværre er der et par palmetræer, der skygger om eftermiddagen, men dem har vi ikke fået tilladelse til at fælde endnu.

I de perioder hvor arbejdet er lidt stillestående grundet materialemangel el. lign. er der masser andre opgaver at tage fat på. Det gælder både andre steder på hospitalet, men også det hostel, hvor vi bor. Det er nogle meget gamle bygninger, og der er hele tiden noget, der går i stykker. De seneste to uger har toiletafløbet på den ene fløj været stoppet, og det tog lidt tid at få tilladelse til at få det repareret, så det havde hobet sig meget op. Det er dog blevet repareret nu.


Vi glæder os til at høre mere fra Sierra Leone, når Sanne og Kasper får tid og mulighed for at komme til en pc med internetforbindelse.