Campus nyt

Så er arkæologerne i gang i Borggade / Archaeologist are digging

 
Picture of Jacob Munkholm Jensen
Så er arkæologerne i gang i Borggade / Archaeologist are digging
by Jacob Munkholm Jensen - Wednesday, 11 June 2014, 10:11 AM
 

Så er arkæologerne i gang i Borggade

De to arkæologer fra Moesgaard Museum Karin Poulsen og Susanne Gram.

Som mange sikkert allerede har bemærket, er gravemaskinen gået i gang med at bryde asfalt op på p-pladsen i Borggade. Årsagen er de arkæologiske forundersøgelser, som altid gennemføres før et byggeri i midtbyen. 

Det er ikke ligefrem fordi man regner med at finde Guldhornene eller en ny Solvogn i jorden under Aarhus Maskinmesterskoles p-plads. Men man ved jo aldrig. De to middelalderarkæologer Karin Poulsen og Susanne Gram fra Moesgaard Museum regner ikke med at finde det helt store, fordi området, som i dag er Borggade, faktisk lå lige udenfor den gamle bymur i Vikingetiden og Middelalderen.

”Vi mener at det har været et fugtigt engområde i vikingetiden, og at det først er blevet bebygget engang i den sene middelalder – nok først engang i 14-1500-tallet,” forklarer Karin Poulsen og tilføjer, at der muligvis lå en losseplads på stedet engang for omtrent 400 år siden.

En losseplads? Hvor charmerende ...

Fire huller i p-pladsen
Hullet, som i dag graves ved hovedindgangen, er det første af i alt fire huller i forundersøgelsen. De øvrige tre huller skal graves ved indkørslen fra Paradisgade, midt på p-pladsen ved det grønne område og over mod Studsgade. Og ifølge arkæologerne er det nok det sidste hul, man har størst forventninger til. Studsgade er nemlig en af byens meget gamle gader – anlagt engang i 1300-tallet inden for voldene og derfor et spændende sted at grave. 

De fire huller bliver på omtrent 2x3 meter og et par meter dybe. Alt under to meter består af aflejringer fra seneste istid og er helt sterilt, så det er uinteressant, set med middelalderarkæologiske øjne. Mens det meste graves med maskine, tager arkæologerne først fat i de mere finmotoriske værktøjer, hvis man støder på noget spændende. 

Potteskår daterer tidsperioder
”Det vil typisk være brosten og potteskår, vi leder efter. Potteskår er gode at datere efter, men det er ikke sådan at vi gemmer dem. Vi registrerer det, vi finder, og så fjerner vi det eller dækker det til igen. Med mindre det er noget meget interessant, selvfølgelig,” pointerer Susanne Poulsen. 

I så fald vil forundersøgelserne udløse en egentlig arkæologisk udgravning.

Vi følger arbejdet nøje og vil straks råbe op her på campus, såfremt vore ihærdige arkæologer skulle grave nogle spændende sager frem under asfalten.


Picture of Lars Schütt
Ang: Så er arkæologerne i gang i Borggade / Archaeologist are digging
by Lars Schütt - Thursday, 12 June 2014, 9:43 AM
 

Det er jo næsten ikke til at få armene ned af bare begejstring. I denne ellers så varme og hektiske eksamenstid, er det da fantastisk at få lov til at høre lyden af en fed maskine i gården, af hjertet tak.....

 

Picture of Jacob Munkholm Jensen
Ang: Så er arkæologerne i gang i Borggade / Archaeologist are digging
by Jacob Munkholm Jensen - Thursday, 12 June 2014, 10:11 AM
 

Ja, det er ret dårlig timing i forhold til eksamenstiden. Men det er vi desværre ikke herrer over.