Campus nyt

AAMS-studerende modtager Søfartens skolelegat af 1985 / Scholar to AAMS-student

 
Picture of Jacob Munkholm Jensen
AAMS-studerende modtager Søfartens skolelegat af 1985 / Scholar to AAMS-student
by Jacob Munkholm Jensen - Thursday, 4 December 2014, 12:36 PM
 

AAMS-studerende modtager Søfartens skolelegat


Torsdag den 4. december kunne prorektor Leif Tranborg traditionen tro overrække Søfartens Skolelegat af 1985 fra Foreningen til Søfartens Fremme til en studerende med særlig interesse for det maritime.


AAMS havde peget på den 26-årige Preben Erik Hansen, som i øjeblikket er travlt beskæftiget med at lægge sidste hånd på sit bachelorprojekt. I indstillingen skriver skolen blandt andet:


”Preben har gennem studiet udvist særlig stor interesse for skibsfart og skibes udrustning og drift. Han har afviklet sin bachelorpraktik til søs på et af Søværnets inspektionsskibe, og har efter hjemkomst udtrykt stort ønske om at fortsætte sin karriere i den kommercielle flåde.”


Således er Preben allerede vant til søen, og planlægger en karriere som sejlende maskinmester efter dimissionen i januar 2015. Helt tilbage i værnepligtstiden stak han til søs for første gang, som gast om bord på inspektionsskibet HDMS Hvidbjørnen på et to måneder langt togt til Nordatlanten. Det var her at hans interesse for maskinmesterfaget blev vakt, og i værkstedspraktikken påmønstrede han fiskerikontrol- og redningsskibet Vestkysten.

Også den netop overståede bachelorpraktik blev maritim, idet Preben her fik mulighed for at gense Nordatlanten og farvandet omkring Grønland om bord på Søværnets P571 Ejnar Mikkelsen. Bachelorprojektet handler kort fortalt om udnyttelse af frikøleren på skibet.


For Preben falder de 5.000 kr., som følger med legatet, på et tørt sted. Praktikken har nemlig været dyr, idet han selv skulle betale diæterne om bord, samt en pebret flybillet fra Grønland og hjem til Danmark.


Vi ønsker Preben Hansen tillykke og god vind med karrieren fremover.