Campus nyt

Rejsegilde på Navitas

 
Billede af Jacob Munkholm Jensen
Rejsegilde på Navitas
ved Jacob Munkholm Jensen - tirsdag den 4. december 2012, 13:02
 

Til rejsegilde på Navitas

Mandag den 3. december 2012 nåede byggeriet af den stjerneformede gigantbygning, Navitas, en vigtig milepæl. Flere hundrede gæster overværede bl.a. borgmesterens tale og nød lune pølser og fadøl ved rejsegíldet, mens sneen faldt tæt over havnen udenfor.

Navitas bliver byens nye centrum for energi, innovation og uddannelse på De Bynære Havnearealer i Aarhus. Det ambitiøse byggeri kommer til at huse mere end 2.300 studerende, undervisere, forskere og iværksættere. Bag opførelsen af Navitas står Aarhus Maskinmesterskole, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet og INCUBA Science Park.

Del af Aarhus’ fremtidig skyline
Alle medarbejdere ved Aarhus Maskinmesterskole var inviteret med til rejsegildet, som blev afholdt i Navitas’ kommende kantinemiljø. På denne mandag var bygningen dog endnu præget af rå betonelementer, og selvom der blev serveret både lune pølser og fadøl, måtte flertallet af de flere hundrede fremmødte beholde både overfrakke, hue og handsker på i det bidende kolde vintervejr.

Talerækken blev indledt af borgmester Jacob Bundsgaard, efterfulgt af dekan Brian Bech Nielsen fra Aarhus Universitet som repræsentant for bygherrerne. Derudover talte underdirektøren fra E. Pihl & Søn A/S, Knud Vium Andersen og – på vegne af rådgiverne – arkitekt Michael Christensen fra CCO Arkitekter A/S.

I sin tale betegnede borgmester Jacob Bundsgaard Navitas som en af de allermest centrale bygninger i det moderne Aarhus, som i kraft af sin markante arkitektur bliver et fysisk fundament for midtbyens fremtidige skyline.

”Det bliver et vartegn for Aarhus. Det er en fantastisk bygning, som bliver ramme om det, vi skal leve af i fremtiden,” erklærede Jacob Bundsgaard.

Et visionært byggeri
Også Brian Bech Nielsen fokuserede i sin tale på Navitas’ fysiske rammer, som han kaldte for ”… en af de mest markante bygninger i Aarhus kommune.” Men han kom også ind på potentialet i den kolossale mængde viden, som opstår når både maskinmestre, ingeniører og INCUBA Science Park samles under samme tag.

”Navitas er et særdeles visionært byggeri. Bygherrernes samarbejde bygger på drømmen om at skabe et nyt centrum for blandt andet energi og bæredygtighed,” sagde dekanen.

Aarhus Maskinmesterskole flytter efter planen ind i Navitas ved studiestart i efteråret 2014.

Læs mere om Navitas, klik her:  www.navitas-park.dk