Campus nyt

AAMS'er i Mexico: Udlandsophold er et stærkt kort / Studying abroad is recommended

 
Picture of Jacob Munkholm Jensen
AAMS'er i Mexico: Udlandsophold er et stærkt kort / Studying abroad is recommended
by Jacob Munkholm Jensen - Tuesday, 27 September 2016, 9:53 AM
 
AAMS'er i Mexico: Udlandsophold er et stærkt kort

Rasmus fra Aarhus Maskinmesterskole tilbragte sit 8. semester i Mexico. Opholdet bød på højt fagligt niveau, nye undervisningsformer og muligheden for at prøve sig selv af i et internationalt miljø. Siden er flere andre AAMS’ere fulgt efter.


Rasmus i Mexico


English summary: A Danish AAMS-student spent his 8. marine and technical engineer semester in Mexico. It became an experience of a lifetime at a high professional level.

24-årige Rasmus Frederiksen fra AAMS havde fra januar 2016 sin dagligdag i Monterrey i Mexico, hvor han gik fire måneder på universitetet i Monterrey, UDEM.

»Udover at jeg gerne ville tage et semester i udlandet, ville jeg også gerne lære et tredje fremmedsprog, spansk. Jeg syntes, at Spanien lå for tæt på Danmark og så så jeg et opslag om UDEM og tog så selv kontakt til universitetet,« siger Rasmus Frederiksen, der bor i en lejlighed ti minutter fra skolen sammen med tre franskmænd, to spaniere, en mexicaner og en italiener.

Han valgte fag som for eksempel management, produktionskontrol, international forhandling og Vida y cultura de México på universitetet med mange internationale studerende fra især Frankrig, Colombia og Sydkorea.

Ny kultur på alle fronter
Det har været lærerigt at stå på egne ben i et land, der er så anderledes. Monterrey er en by fuld af kontraster – det er den mexicanske by, hvor der bliver tjent flest penge, og alligevel er det kun en tørlagt flod, der adskiller de rige og middelklassen fra byens slumkvarter. Rasmus Frederiksen lærte hurtigt, hvor han ikke skulle færdes – og hvilke situationer han ikke skulle blande sig i. Masser af politifolk med automatvåben blev også hurtigt en del af det normale.

»Det er meget tankevækkende, når jeg ser unge studerende i kæmpe, dyre biler her på skolen. De riges børn er ofte kun på universitetet, fordi forældrene har penge. Det er ikke deres faglighed, der har været afgørende for at gå her,« siger Rasmus Frederiksen.

En anden markant kulturforskel er undervisningsformen. Der skal ikke meget fravær til, før man dumper et fag – og der er mange lektier og test. Der skal huskes formler og lignende udenad. 

»Selvom der er meget kontrol af, om vi har læst på lektierne, er det sjovt at gå der. Der er masser af liv på skolen med utallige programmer for forskellige målgrupper og en del frivilligt arbejde – og vi blev godt taget imod som internationale studerende,« fortæller Rasmus Frederiksen.

Betydning for fremtiden
Den danske maskinmesterstuderende har fået respekt for andre kulturer af opholdet.

»Danskere kan lære meget af den åbenhed og gæstfrihed, som vi som udlændinge er blevet mødt med. Mange har tilbudt sig og inviteret os til arrangementer. Når jeg kommer tilbage til Danmark, vil jeg da huske at gå hen til en udlænding og sige: ”Spændende, at du kommer fra Mexico. Sig til hvis du har lyst til at lave et eller andet”,« siger Rasmus Frederiksen, der i høj grad kan se sig selv have en international karriere i fremtiden.

International erfaring tæller
International koordinator Anna Kathrine Jørgensen fra Aarhus Maskinmesterskole, hvor de studerende kan læse hos en samarbejdsinstitution i udlandet og tage deres praktikforløb hos en udenlandsk virksomhed, betegner et udlandsophold som et stærkt kort på hånden for de studerende.

Hun oplever, at de studerende udvikler sig fagligt og personligt ved at tage et udlandsophold, fordi et udlandsophold giver den studerende flere faglige valgmuligheder, muligheden for at fordybe sig i nicheområder og et nyt perspektiv på studiet.  

»Samtidig ser vi, at de studerende får mere selvindsigt, bliver mere reflekterede og selvstændige. Dertil kommer forbedrede sprogkundskaber og internationalt udsyn og erfaring, som er værdsat af kommende arbejdsgivere,« siger Anna Kathrine Jørgensen.

Siden Rasmus’ hjemkomst fra Mexico har flere andre AAMS’ere vist interesse for Udem og Mexico. Således har skolen lige nu tre studerende af sted, og til foråret er der seks, der rejser til Mexico.


Artiklen er venligst udlånt af Maskinmestrenes Forening og findes også i bogen "Karierevejen 2016-2017."