Campus nyt

Stor tilslutning til matematik brush-up før 4. semester / Brush-up course for marine and technical engineers

 
Picture of Jacob Munkholm Jensen
Stor tilslutning til matematik brush-up før 4. semester / Brush-up course for marine and technical engineers
by Jacob Munkholm Jensen - Tuesday, 6 February 2018, 10:25 AM
 
Stor tilslutning til matematik brush-up før 4. semester

Rigtig mange studerende på det nye 4. semester valgte at tage imod tilbuddet om et intensivt brush-up kursus i matematik. Og det skulle vise sig at være en uge, som var givet særdeles godt ud.

Brush-up kursus


English summary:
Many students from the new 4th semester of the marine and technical engineers participated in an intensive brush-up course in B-level mathematics. 


Fem intensive dage med matematik er nu overstået for et halvt hundrede AAMS'ere, som netop er hjemvendt fra virksomhedspraktikken. I mandags startede de officielt på 4. semester, og dog har de været i gang meget længere tid end det. De fleste af dem fulgte nemlig opfordringen om at deltage i det brush-up kursus i matematik, som skolen har tilbudt alle kommende 4. semester studerende  med gymnasial baggrund. Det handler nemlig om at støve sin viden af og gøre sig klar til at ”smelte sammen med” adgangskursisterne på 4. semester. 

For selvom man måske var en ørn til matematik i gymnasiet, så kan det vise sig, at formlerne faktisk er temmelig langt væk i hukommelsen. Andre, der måske aldrig har set matematik som deres stærke side, får på kurset en alletiders chance for at kickstarte studierne efter værkstedsskolen. Alle, uanset præferencer og niveau, får noget ud af det.

Matematik for alle niveauer
De to studerende Malte Ruben Kjær og Henri Prausi Nielsen er begge enige om, at ugen har været det hele værd. Jeg mødte dem på kursets sidste dag, og budskabet er klart:

"Det har helt klart været en god prioritering for mig at deltage. Bare det at sidde og lytte og få alle fagtermerne og de grundlæggende matematikregler genopfrisket, er guld værd for mig," siger Malte, som blev HTX-student for 2 et halvt år siden. 

Selvom han er glad for matematik og havde det på højeste niveau i gymnasiet, er han overrasket over hvor meget brush-up-kurset har givet ham:

"Jeg er overrasket over hvor lidt man faktisk husker. Jeg troede, jeg kunne huske det meste, men sådan var det bare ikke," konstaterer han.

Måtte gerne vare 2 uger
Mens Malte har baggrund som HTX'er med fokus på matematikken, har Henri en anden baggrund. Han har læst HF enkeltfag og er netop tilbage efter et års orlov fra studierne. For ham kommer brush-up kurset endnu mere belejligt.

"Jeg er rigtig glad for at jeg prioriterede det her. Det er jo et frivilligt kursus af en uges varighed, men for min skyld måtte det gerne vare 14 dage - evt. så man kan vælge at følge kurset 1 eller 2 uger, alt efter behov. Der sidder medstuderende derinde, som måske ikke har kigget i en matematikbog i 6 år, og det er altså længe siden," siger han.

Værkstedsskole og AK smelter sammen
Det er den erfarne lektor Niels Mølstrøm, der har stået for undervisningen, og undervejs har han gjort god brug af de pædagogiske teknikker, som han har tilegnet sig igennem sine mange år med matematik på Adgangskurset. Han fortæller, at han første dag screener de studerende, så han får en fornemmelse af deres niveau, hvorefter han planlægger undervisningen derefter.

I løbet af ugen kom han bl.a. ind på emner som ligningsløsning, reduktion af bogstavsudtryk, isolering af formler, differentialregning mv.

"Generelt kan man sige, at vi repeterer alle emnerne på matematik niveau B, så de kommer til at ligge frisk i de studerendes erindring. Det er meget positivt, fordi de studerende fra værkstedsskolen jo skal smelte sammen med adgangskursisterne, der ikke har lavet andet end at regne i et halvt år. Det er vigtigt at de to grupper kan tale rigtigt sammen og på samme niveau, når de kommer på hold sammen på 4. semester. Og det føler jeg, at de kan nu," understreger Niels Mølstrøm.

Niels Mølstrøm udtrykker i det hele taget en stor begejstring for brush-up-kurset, selvom der både er meget stof og mange studerende at forholde sig til.

"Det er faktisk en fantastisk oplevelse. Det er meget spændende, også for mig, at komme igennem hele stoffet på en uge. Det er hårdt og intensivt, men meget udbytterigt."