Campus nyt

Ingeniører Uden Grænser behøver maskinmestre

 
Picture of Jacob Munkholm Jensen
Ingeniører Uden Grænser behøver maskinmestre
by Jacob Munkholm Jensen - Wednesday, 7 November 2018, 10:17 AM
 


Forleden havde 6. maskinmester-semester besøg af en delegation fra Ingeniører Uden Grænser (IUG).
En hel dag var afsat til oplæg, workshops og case-evalueringer i forsøget på at tiltrække maskinmestre til det vigtige ulandsarbejde.


Ingeniører uden grænser oplæg aams


For vi ved det jo godt: Maskinmestrene er uundværlige i næsten enhver henseende, og de dygtige af slagsen er en yderst eftertragtet vare. Alligevel kan det undertiden være svært at få hul på det første job, men det kan man ofte kompensere for, hvis man - allerede i studietiden - sikrer et godt cv og solide erfaringer. Eksempelvis som udsendt med IUG i bachelorpraktikken eller i det første job.

"Vi har brug for maskinmestrene, fordi de er problemløserne. Dem, der kan overskue og klare de tekniske udfordringer i felten," forklarer Dorte Lindegaard Madsen, generalsekretær ved IUG i Danmark. 

Hun er en del af teamet, som møder de studerende fra 6. semester, og sammen med hende har hun et par rigtige maskinmestre af den lidt ældre slags, som i dén grad har været ude i verden. Sammen vil de forsøge at få flere med om bord. De taler om mulighederne for at etablere stærke netværk, om at komme ud og gøre en forskel og om at dygtiggør sig under fjerne himmelstrøg.

"Mange af vores projekter er i Afrika, og her handler det i høj grad om energi og vand, etablering, drift og vedligehold af pumper og solenergi," fortsætter Dorte Lindegaard Madsen. "Og det er jo netop nogle af hjørnestenene i maskinmestrenes DNA. Et projekts succes afhænger af hvor gode vi er til at undervise de lokale om den fremtidige vedligehold og drift af de anlæg, vi hjælper med at etablere. De skal fungere, også når vi er rejst," pointerer hun.

IUG består selvsagt ikke kun af ingeniører, men af en bred skare af mennesker med forskellige ekspertiser - lige fra antropologer og sociologer til ingeniører og maskinmestre. De rejser ud og arbejder med konkrete projekter, hele tiden med fokus på hjælp til selvhjælp i udsatte områder af Afrika. Dér, hvor de virkelig gør en forskel. 

Der er tale om en teknisk-humanitær organisation, som tæller over 1300 frivillige medlemmer med tekniske kompetencer – heraf cirka 250 studerende. IUG samarbejder med lokale og internationale hjælpeorganisationer om at hjælpe nødstedte i fattige lande og sikrer lokal forankring. De skaffer basale overlevelsesmuligheder og hjælper med at bygge en bedre fremtid for mennesker, der er ramt af katastrofer og fattigdom.


Læs mere om IUG - klik her!
Se den konkrete case, som de studerende blev præsenteret for - klik her!