Campus nyt

Temadag i Industriens Uge

 
Picture of Jacob Munkholm Jensen
Temadag i Industriens Uge
by Jacob Munkholm Jensen - Tuesday, 13 November 2018, 10:21 AM
 


I anledning af Industriens Uge blev der den 31. oktober afholdt temadag med fokus på automatisering, digitalisering og fremtidens kompetencer. AAMS var repræsenteret i paneldebatten.

Industriens dag Paneldebat


Arrangementet fandt sted på Fredericia Maskinmesterskole og var arrangeret af Maskinmestrenes Forening (MMF) i samarbejde med en lang række interessenter – herunder AAMS, Trekantomraadet, Business Fredericia, MADE, Dansk Industri, DAu, SDU, DDV og Siemens. 

Formand for MMF, Jan Rose Andresen, bød velkommen og indledte indlægs- og debatrækken med at skitsere, hvorfor dagens tema er yderst aktuelt. Digitaliseringen ændrer radikalt forudsætningerne for industrien, og spørgsmålet, som på temadagen blev forsøgt besvaret fra forskellige indgangsvinkler, var, hvordan vi får mest muligt ud af de digitale muligheder. 

Under drøftelserne på dagen blev det klart, at der er behov for et fokus på industrikompetencer og uddannelser - nu og i særdeleshed i fremtiden. Om eftermiddagen drøftedes i debatter og indlæg blandt maskinmesterskoler, virksomheder, studerende og rådgivere, hvordan de uddannelsesmæssige udfordringer kunne løses for bedst at kunne understøtte udviklingen i industrien.

Fra AAMS deltog studerende i paneldebatterne og var iblandt gæsterne. Lektor Lars Hansen var også til stede.