Campus nyt

Studerende repræsenterede AAMS i Eksperter i Teams

 
Picture of Jacob Munkholm Jensen
Studerende repræsenterede AAMS i Eksperter i Teams
by Jacob Munkholm Jensen - Friday, 16 November 2018, 2:09 PM
 


70 studerende fra 22 uddannelser samarbejdede tidligere på måneden om innovative løsninger til fødevare-virksomheder, da koneptet Eksperter i Teams løb af stablen.
Én af de studerende var fra AAMS, og han var med til at løbe med titlen som "Perfect Team."

Eksperter i Teams 2018

Morten (yderst tv.) og hans gruppe under kåringen som "Perfect Team" ved forløbets afslutning.

Eksperter i Teams er et årligt tilbagevendende forløb over 6 dage, hvor studerende træner deres kompetencer inden for tværfagligt samarbejde og innovative processer. Studerende fra forskellige uddannelser sættes sammen i et team, som skal udvikle en innovativ løsning for en virksomhed; i år var det mikro-virksomheder fra fødevaresektoren.

Arrangementet blev afholdt i starten af november, og var arrangeret af Erhvervsakademi Aarhus. Studerende fra AAMS var inviteret, men kun en enkelt, nemlig Morten Overgård Christensen, valgte at deltage. Og det har han ikke fortrudt.

"Forløbet har været meget givende og var en spændende mulighed for at afprøve nogle af de kompetencer, vi arbejder med på AAMS," forklarer Morten Overgård Christensen, som går på 8. semester med valgfaget teknisk projektleder.

Selv kom han i team med en jordbrugsteknolog-studerende, en BA i økonomi og IT, en BA i Ehandel og en HHX'er med fokus på global marketing. Det sammensatte team viste sig yderst levedygtigt, og blev til slut kåret af programmets facilitatorer og løb med titlen som "Perfect Team," bedømt ud fra parametrene trust, conflict, commitment, accountability og result.

Morten beskriver Eksperter in Teams som et yderst intensivt og spændende forløb i et internationalt miljø, og han håber at mange flere AAMS'ere har lyst til at være med næste år.

"Med vores uddannelsesmæssige baggrund som maskinmestre kan vi helt sikkert byde ind med meget i dette forum, samtidig med at vi kan udnytte muligheden for at udbygge vores netværk med uddannelsesmæssige profiler, som vi helt sikkert kommer til at samarbejde med i løbet af vores karriere. Samtidig kan vi måske, som jeg, få lejlighed til at forklare folk, at maskinmestre ikke kun arbejder i maskinrum på skibe," pointerer han.

Hermed er opfordringen givet videre! Eksperter i Teams udbydes igen i efterårer 2019.

Læs mere om Eksperter i Teams - klik her!