Campus nyt

Prækvalifikation for AAMS-filial i Viborg er i hus

 
Picture of Jacob Munkholm Jensen
Prækvalifikation for AAMS-filial i Viborg er i hus
by Jacob Munkholm Jensen - Wednesday, 19 December 2018, 10:09 AM
 


AAMS har fået godkendt udbud af en ny maskinmester-uddannelse i Viborg. Dog står de fysiske rammer ikke klar til indflytning før tidligst 2020.

Viborg Baneby

Visualisering af dele af den kommende Viborg Baneby. Grafik: Cubo Arkitekter.


AAMS pønser på udvidelse vestpå, nærmere bestemt i Viborg, hvor vi har etableret et samarbejde med både kommunen og erhvervsskolen Mercantec, som er den lokale udbyder af en lang række EUD-uddannelser og 2 erhvervsgymnasier. Nu er der taget endnu et skridt på vejen.

Skolens formelle ansøgning om etablering af en maskinmester-uddannelse i Viborg blev sendt til Styrelsen for Forskning og Uddannelse, som primo december nikkede til planerne. Helt konkret er vi blevet vurderet af Det såkaldte rådgivende udvalg for vurdering af udbud af videregående uddannelser (RUVU), og de skriver bl.a. følgende i deres afgørelse:

"RUVU vurderer, at ansøger har sandsynliggjort, at et udbud af uddannelsen i Viborg vil kunne øge rekrutteringen til uddannelsen, og at et udbud i Viborg alene i mindre grad vil kunne påvirke ansøgers eget udbud af uddannelsen i Aarhus. Det vurderes endvidere, at der er sandsynliggjort et behov for udbuddet regionalt."

"Det er godt, at vores godkendelse nu falder på plads. Det havde jeg ganske vist også ventet, men nu har vi fået det egentlige tilsagn om, at ministeriet synes om vores plan, og at det anerkender behovet for en maskinmesteruddannelse i Viborg," siger rektor Anders Hanberg Sørensen til Viborg Stifts Folkeblad.

Men selvom formalia nu er på plads, lader Viborg og Mercantec stadig vente på sig. Der skal nemlig findes en endelig adresse til den nye filial - alt peger på den såkaldte Viborg Baneby, som i øjeblikket er under opførelse men også ramt af en del forsinkelser. AAMS havde indtil før sommerferien en forventning om, at et nyt hold 1. semester-studerende kunne begynde i Viborg i sommeren 2019, men til den tid vil bygningerne langt fra være klar. Nu hedder starttidspunktet i stedet tidligst sommeren 2020, hvilket borgmester Ulrik Wilbek (V) ifølge Viborg Stifts Folkeblad er overbevist om nok skal lykkes.


Læs artiklen (som godt nok gør brug af et væld af maritime metaforer) på Viborg Stifts Folkeblads hjemmeside - klik her!