Campus nyt

Supplerende svejs for fuld udblæsning

 
Billede af Jacob Munkholm Jensen
Supplerende svejs for fuld udblæsning
ved Jacob Munkholm Jensen - fredag, 4. januar 2019, 14:37
 


De maskinmester-studerende, der kommer til AAMS med håndværkerbaggrund, skal ofte på diverse supplerende kurser i løbet af deres studietid. F.eks. skal en del lære at svejse. Men hvor studenterne på 1. semester har 6 ugers undervisning i emnet, klarer håndværkerne skærene på tre intensive dage. Og det er der en ret god grund til – fandt jeg ud af.

Svejsekursus


Supplerende værkstedskursus i termisk sammenføjning. Sådan lyder den officielle titel på det svejsekursus, som en del AAMS'ere skal igennem før de kan forlade skolen med et eksamensbevis i hånden. Jeg sprang på det kursus, der startede om eftermiddagen den 2. januar 2019, for på den måde ved selvsyn at fornemme atmosfæren og intensiteten i svejseværkstederne. 

Kurset er dog ikke just tilrettelagt for kontorfolk men forbeholdt de håndværkere, der ikke i forvejen har dokumenteret kendskab til svejsning, og det kunne tydeligt mærkes. I løbet af tre intensive dage nåede kursisterne omkring principperne for fem svejsemetoder, nemlig TIG, MIG og MAG, elektrodesvejsning og gassvejsning. Selvom de tre dage i sig selv satte en begrænsning på mængden af emner, man kunne nå at arbejde med, var det alligevel imponerende hvor ufattelig hurtigt kursisterne kom ud af starthullerne og tog fat. Deres erfaringer fra andre typer håndværk havde gjort dem opvakte og interesserede i arbejdet, og ingen af dem var det mindste forskrækkede over hverken store maskiner, der klipper i massivt stål, eller over svejseprocesserne, hvor glødeskaller og gnistrer springer ud til alle sider.

For mig var det en både spændende og udfordrende oplevelse. Det er ikke let at svejse - det ser let ud, men det er det sgu ikke. I hvert fald ikke for mig. Omvendt lod det ikke til at mine medkursister delte denne opfattelse i samme omfang. Gang på gang måtte jeg standse op og imponeret konstatere, at nu havde gutterne igen overhalet mig og fremstillet en ny dims. Med lige, pænt jævne svejsninger og det hele - samtidig med at man indimellem havde tid til både grin, snak og kaffe. For pokker da! smiler 

Selv tilbragte jeg en hel dag med den vanskelige TIG-svejsning (Tungsten Inert Gas), der anvender en wolframelektrode som ikke smelter. Smaddersvært, og hvor ofte måtte jeg ikke ind og spidse elektroden? Utallige gange! Mens gutterne støt overhalede mig i sværhedsgrader, blev jeg ved med at fumle med at sammensvejse små vinkler og andre banaliteter. Senere MAG-svejsede jeg. Det var ganske vist lettere, but still ...

Kursisterne var en bred skare, sammensat fra forskellige semestre og fremmøde-studerende og MFU'ere imellem. Der var alt fra elektrikere til flymekanikere - og, ak ja, sågar en enkelt journalist med kontorfingre. Jeg indså, at svejsning kræver mere blot at møde op. Nogle er fødte mestre og andre fumler med i det i lang tid. Men fælles for alle mine medkursister var, at de gik til opgaverne med krum hals, uimponerede og tydeligvis vant til en stejl indlæringskurve. Det var en ren fornøjelse at se!


Tak til kursisterne på årets første supplerende termisk sammenføjnings-kursus, og ikke mindst til underviser Flemming Hald for tålmodigheden. Jeg skal nok lære det før eller siden ... blinker