Campus nyt

AAMS sætter fokus på feedback

 
Billede af Simon Bek Rasmussen
AAMS sætter fokus på feedback
ved Simon Bek Rasmussen - lørdag den 9. marts 2019, 17:42
 

I efteråret 2018 modtog alle studerende på AAMS en invitation til deltagelse i en måling om læringsudbytte. På maskinmesteruddannelsen svarede 61%. Tallene er nu blevet bearbejdet, drøftet med De Studerendes Forening (DSF) og vendt i ledelsen – Der er enighed om at sætte fokus på feedback.

Fokus på feedback
Et af temaerne i undersøgelsen var feedback. AAMS scorede i gennemsnit 3,56 på dette tema (skala fra 1-5, hvor 5 er bedst). Det dækker over en lidt højere vurdering på 1.-3. semester (3,9) end på 4.-9. semester (3,4). På 9. semester vurderes temaet samt de enkelte spørgsmål dog generelt højere end på 4.-8. semester. ”Det kan hænge sammen med de studerendes tildeling af vejleder og samspillet med denne omkring arbejdet med bachelorprojektet,” siger Leif Tranborg, der blandt andet er studieleder for 9. semesteret.

Resultatet af undersøgelsen viser at der er et potentiale i at arbejde med udvikling af feedback fordi dette kan være afgørende for de studerendes læring. Derfor har ledelsen, efter input fra DSF, besluttet at der i forbindelse med kvalitetsudviklingsmøder for underviserne på alle semestre i foråret 2019, sættes fokus på feedback. Konkret betyder det at der på alle semestre vil blive vurderet om der skal sættes specifikke mål for, hvordan der skal arbejdes med at øge fokus på feedback, hen over det næste år.

Interesserede studerende, gode medstuderende og engagerede undervisere
Undersøgelsen viste at de studerende samlet set er interesserede og motiverede for deres uddannelse. Skalaen gik fra 1-5 og spørgsmålet ”Jeg har været glad for at deltage i undervisningen indtil nu” scorede 4,30. Det er en høj vurdering, der siger noget om interessen for studiet - og den går på tværs af semestre.

Allerhøjest scores der dog på temaet om medstuderende. Her er gennemsnittet 4,32 – og tendensen ses både på tværs af semestre og generelt set henover de fire spørgsmål som temaet består af. ”Det er meget positivt, at man som studerende oplever at have gode medstuderende, der vil hjælpe, når stoffet bliver svært,” siger rektor Anders Hanberg Sørensen og fortsætter: ”Studieformen på AAMS vægter gruppearbejde højt og det at diskutere stoffet med medstuderende gavner den enkeltes læring.”

Ser man på en anden væsentlig faktor for læring er det underviserne. På spørgsmålene “Underviserne virker entusiastiske for det, de underviser i” scores 4,13 i gennemsnit. På spørgsmålet “Der er gode muligheder for at drøfte vigtige faglige emner med underviserne” scores 4,21. "Det er meget positivt at underviserne vurderes som begejstrede for deres fag, samtidig med at de prioriterer at være tilgængelige for studerende," slutter Anders Hanberg Sørensen.

Mere viden om resultaterne
Hvis du vil dykke ned i tallene for alle spørgsmål, se hvor mange timer dine medstuderende bruger på studiet eller hvordan dit semester (i efteråret 2018) lå i forhold til de andre semestre kan du finde alle tallene i vedhæftede fil.

Undersøgelsen gennemføres af Uddannelses- og Forskningsministeriet og gentages i efteråret 2020 – her håber vi at scoren for feedback er blevet hævet.