Campus nyt

Dagbog fra Ebba Mærsk, 4. afsnit

 
Picture of Jacob Munkholm Jensen
Dagbog fra Ebba Mærsk, 4. afsnit
by Jacob Munkholm Jensen - Monday, 10 June 2013, 1:14 PM
 

Dagbog fra Ebba Mærsk, 4. afsnit

 


Læs fjerde artikel i føljetonen om livet som nyuddannet maskinmester om bord på Ebba Mærsk.

Kim Guldhammer Christensen dimitterede fra AAMS i januar 2012, og i maj 2013 udmønstrede han for fjerde gang. Denne gang gælder det stillingen som 3. Mester på E-class containerskibet Ebba Mærsk, som er iblandt verdens største. I løbet af to måneder vil Ebba Mærsk følge en rute fra Malaysia over Det Indiske Ocean til Adenbugten, igennem Suez og op i Middelhavet til Gibraltar, Holland, Tyskland, Aarhus (i dag den 10. juni) og Gdansk i Østersøen.

Tirsdag den 27. maj 2013:
Så er vi kommet til et bedre klima – nu er der kun 30-35 grader i maskinen! Det er jo helt kanon …  Men vejret er desværre ikke med os. Vi har lige nu mødt lidt bølger, som desværre har taget lidt af farten, så omdrejningerne er lige blevet hævet med to rpm for en halv times tid siden, så nu sejler vi 91 rpm. Det koster noget ekstra fuel, selv om det ikke lyder af meget med to omdrejninger mere. Jeg kan ikke huske hvor meget forbruget helt nøjagtigt har ligget på de sidste dage, men jeg vil skyde merforbruget til at være omkring 20 tons i døgnet.

Men de kolde facts på hovedmotoren vil I vel gerne høre? Med de 91 rpm vi sejler med nu, yder hovedmaskineriet pt 56,5 MW, og akselmotoren bidrager derforuden med 2,5 MW. Akselmotorens bidrag er jo ”gratis”, da turbogeneratoren levere 3,5 MW, brygget på udstødskedlen. Det med at det koster, skyldes lige nu den ekstra modstand vi møder pga. bølger og vind. Men jo højere fart desto mere fuel skal der bruges. Men den kurve er bestemt ikke lineær, men det har i vel lært af Lars Thomsen … smile

Et eksempel på merforbrug pga. fart oplevede jeg på mit sidste skib. Vi fik 72 timers varsel til at komme til Lázaro Cárdenas fire timer før, hvilket kostede 115 tons ekstra! Men vi skal jo også huske at vi flytter meget gods.

Fredag den 31. maj 2013:
Ja, så er kl. blevet 13, hvilket er midlertidig fyraften for mig. Jeg skal hvile fra nu og så indtil kl. 19, hvor vi skal være klar til starten af manøvren for anløb af Rotterdam. Når de begynder at reducere omdrejningerne, så går produktionen jo automatisk ned på udstødskedlen, hvorfor blandt andet oliefyret skal være klar. Men jeg skal også have en hjælpemotor mere klar, da turbogeneratoren automatisk vil trippe når damptrykket fra udstødskedlen begynder at falde. Vi skulle gerne være langs kaj i aften kl. 23, men det betyder ikke fyraften. Maskineriet skal lige bakkes af, efterfulgt af en gang bunkering. Vi skal ikke have mere end 140 tons diesel og en 800 tons LSHFO, så det burde vi være færdige med i de tidlige morgentimer.

Ellers har den de sidste dage stået på ganske simpelt vedligehold. Har overhalet samt testet alle ekstra fuelvalves for hjælpemotorerne, så nu har vi en del klar på lageret. Derudover er jeg måske kommet lidt nærmere ind på den mulige fejl som jeg tidligere omtalte på hjælpemotor 2. Den ville jo ikke koble ind, men for mig ser det ud til at en dårlig forbindelse på en af hjælpekontakterne er synderen. Spændingen, som den skal sende ned til bryderen, for at koble ind, er i hvert fald ikke som den bør være. Men nu må vi se, for fik ikke lov til at udskifte den i går. Dem med højere rang mente at det var bedst, hvis vi ventede hvis noget skulle gå galt, for vi sejler altså lige lidt for langsomt. Så hvis vi skulle opleve et sort skib, så ville det passe bedre ind i programmet efter Bremerhaven. Måske er det fordi de skal afmønstre i aften, og bare gerne vil have overstået de sidste dage her om bord uden de store oplevelser … smile

Søndag den 2. juni 2013:
Den ugentlige fridag! Det blev så ikke lige i dag alligevel, ikke helt i hvert fald. Jeg kunne ellers godt have brugt en eftermiddag på sofaen, for var noget bombet oven på fredagens strabadser. Vores bunkering fredag nat voldte store problemer, så det endte med at blive en arbejdsdag, der sluttede lidt over kl. 08 lørdag morgen. Jeg skulle blandt andet sørge for prøven, der sendes til analyse, samt overvære og bekræfte bunkersurveyor’s soundings. Da jeg lige var faldet i søvn ringede skipper og bad om nogle af mine papirer til hans audit på MLC (Maritime Labour Convention), og så kunne jeg ikke rigtig falde i søvn igen. Men da jeg havde fået min hviletid til at blive grøn, var jeg igen nede i kælderen nogle timer.

I dag har jeg også lige været nede fra morgen til middag, selv om det er hviledag, men det var nu meget stille og roligt. Vi har fire servicemontører om bord til at kigge på hjælpemotor 5. Det er noget specielt common rail-system der bliver testet, så de er her for at kigge lidt på det og tage nogle målinger. Så jeg kiggede dem lidt over skulderen og fik svar på nogle spørgsmål.

Pt. sejler vi lige uden for Bremerhaven. Vi har ankomst her kl. 17, men vi fik lodsen om bord allerede kl. 13. Havde ellers fået at vide at han kom kl. 13.30, men da jeg kom op på broen kl. 13.20 blev jeg skuffet, da han allerede var kommet. Her kommer lodsen nemlig med helikopter, så ville gerne have taget et billede og set hans ankomst med mine egne øjne, men det må blive næste gang. Men jeg fik dog et billede af en af de andre om bord, som var på broen da han kom.

Lodsen ankommer med helikopter ved Bremerhaven.

I aften efter ankomst skal vi ned igen. Der skal nemlig laves port-inspektion, da vi er bange for at en af hovedmotorens linere er revnet. Forbruget på ekspansionstanken for ferskvand ligger nemlig 2-2,5 tons over det normale i løbet af 24 timer, så det tyder på et liner- og piston-pull i Polen.