Campus nyt

Navitas-byggeriet bliver klar til tiden

 
Picture of Jacob Munkholm Jensen
Navitas-byggeriet bliver klar til tiden
by Jacob Munkholm Jensen - Wednesday, 25 September 2013, 5:50 PM
 

Navitas-byggeriet bliver klar til tiden


Bygherrekredsen bag Navitas-byggeriet har i dag indgået aftale med A. Enggaard om at færdiggøre entreprisen efter Pihl & Søn. Byggeriet, som har stået stille siden Pihls konkurs i august, går i gang igen i morgen.

Nu lader det omsider til at vi kan ånde lettet op. Efter dagens aftale med entreprenørfirmaet A. Enggaard, vil Navitas efter planen stå indflytningsklar den 26. juni næste år – altså før sommerferien. Det er ganske vist en smule senere end oprindelig forventet, men tids nok til at AAMS kan nå at foretage den fysiske udflytning fra Borggade og være klar til semesterstart.


Da entreprenørselskabet Pihl & Søn den 26. august 2013 indgav konkurs-begæring begyndte bygherrekredsen bag Navitas-projektet på havnefronten i Aarhus straks at arbejde på en løsning for at færdiggøre byggeriet hurtigst muligt og med mindst muligt økonomisk tab.


En god og konstruktiv dialog
”Det har været nogle hektiske uger, men vi har hele tiden troet på at det nok skulle lykkes. Hele skolen – både ansatte og studerende – har i efterhånden lang tid kunnet se frem til at rykke på Navitas, og det er jo klart, at Pihl & Søns konkurs affødte en del usikkerhed. Nu kan vi heldigvis se fremad igen,” siger rektor Anders Hanberg, som er overbevist om, at man nu har fundet den absolut bedste løsning på en kedelig situation.


”Vi har haft en god og konstruktiv dialog med A. Enggaard og er meget tilfredse med, at byggeriet ikke bliver væsentligt forsinket,” fortsætter han.


A. Enggaard har indgået aftale med hovedparten af de centrale under-entreprenører, som tidligere har arbejdet for Pihl & Søn på Navitas-byggeriet. A. Enggaard har bl.a. erfaringer fra havnefronten i Aalborg og er også involveret i flere, større projekter i Aarhus som f.eks. CeresByen.


Begrænset merudgift
Den nye løsning på færdiggørelsen af byggeriet vil betyde en begrænset merudgift for bygherrekredsen i forhold til, hvad der er forudsat i kontrakten med Pihl & Søn, idet størstedelen af de konstaterede meromkostninger dækkes af den garanti, som Pihl & Søn stillede ved byggeriets opstart.


”Så den merudgift er ikke noget problem for AAMS,” slutter Anders Hanberg.

 

 

Picture of Martin Alsted Hansen
Ang: Navitas-byggeriet bliver klar til tiden
by Martin Alsted Hansen - Thursday, 26 September 2013, 8:40 PM
 

Efter omstændighederne en dejlig nyhed og godt gået Anders Hanberg!