Campus nyt

Stor succes for Startup Weekend på Navitas/ Succesful Start Up Weekend

 
Picture of Jacob Munkholm Jensen
Stor succes for Startup Weekend på Navitas/ Succesful Start Up Weekend
by Jacob Munkholm Jensen - Wednesday, 10 December 2014, 12:44 PM
 

Stor succes for Startup Weekend på Navitas

Fredag den 21. november beviste Navitas endnu en gang sit værd som ramme omkring et innovativt arrangement, sprængfyldt med engagement og begejstring.

Anledningen var det globale fænomen Startup Weekend, som i den weekend ramte Aarhus, nærmere bestemt Navitas, arrangeret af NSI - Navitas Science and Innovation. I konceptet presses deltagerne til det yderste af deres kreative grænser, og får 54 timer til at skabe en virksomhed - fra idé til færdig forretningsplan.

Denne Startup Weekend begyndte den 21. november 2014 klokken 18:30, og fortsatte indtil søndag klokken 21:00. Med kun få timers søvn til de ultratændte deltagere. Ingen foredrag og tung teori, men 54 timers intensiv, sjov og udfordrende arbejde med at starte 10 nye virksomheder. I år deltog 63 personer fra hele verden. Da de ved arrangementets begyndelse blev sat sammen i 10 vilkårlige grupper, kendte ingen af dem hinanden - men det blev der ret hurtigt lavet om på!

"Det gik utrolig godt! Huset viste sig virkelig at være den helt perfekte ramme for sådan et arrangement. Det viste noget om hvor meget man kan nå på utrolig kort tid, hvis man brænder tilstrækkelig meget for sin idé," siger en af mentorerne bag arrangementet, AAMS-underviser Jens Møller Jensen, som også er en del af NSI.

Det hold, der vandt til sidst, bestod af 9 personer, som aldrig havde set hinanden før fredag aften. Da weekenden var ovre havde de udklækket og gennemtænkt deres idé, testet produktet, lavet brugerundersøgelser, forretningsplaner og skaffet sponsorer. Kort fortalt drejede det sig om en social app ved navn NUFriend, som nu er ved at blive udviklet. Første december startede den nye virksomhed nemlig et selvstændigt liv på INCUBA, idet præmien inkluderede tre måneders gratis ophold hos NSI's Startup Lab. Den sociale app binder folk sammen, hvis de ønsker at møde nye venner og stifte bekendtskaber, uanset hvor de befinder sig i verden. Læs mere om app'en på www.nufriend.dk.

Ifølge Jens Møller Jensen har NSI besluttet at gentage succesen igen i 2015, hvor han håber at også innovative AAMS'ere vil deltage:

"Det var en kæmpestor oplevelse at være med. Det var vildt inspirerende og det kræver ingen særlige forudsætninger at være med, ud over det at brænde for at skabe noget sammen med andre," understreger han.


Indtryk fra weekenden, hvor 63 personer fra hele verden satte hinanden stævne på Navitas.