Campus nyt

Autoteknolog-studerende lancerer Racing Team / Automotive technologist students launch Racing Team

 
Picture of Jacob Munkholm Jensen
Autoteknolog-studerende lancerer Racing Team / Automotive technologist students launch Racing Team
by Jacob Munkholm Jensen - Monday, 4 April 2016, 10:45 AM
 
Autoteknolog-studerende lancerer Racing Team

En gruppe aarhusianske autoteknolog-studerende har taget initiativ til at stifte foreningen The Formula Ford Project. I løbet af et halvt år har projektet indsamlet over 150.000,- og indkøbt deres egen Formel Ford racerbil, som skal turnere rundt på de europæiske baner i sommeren 2016.


The Formula Ford Project

Foreningens bestyrelse: Ondrej Mitrenga, Christian Steensgaard Damm, Jesper Nyvang Pedersen (Kører), Thomas Gadegaard Sørensen og Jakob Jepsen.


English summery: A group of automotive technologist students have founded their own Racing Team association, called The Formula Ford Project. Within six months the project has collected over 150,000, - DKK and purchased their own Formula Ford racing car, and will tour around the European racetracks during the summer of 2016.

Cirka en snes autoteknolog-studerende på Aarhus Maskinmesterskole har store planer for racing-sæsonen 2016. Med deres nyindkøbte Formel Ford agter de at deltage i årets stævner i både Danmark, Norge og Belgien, og teamet bag bilerne kommer udelukkende til at bestå af studerende. 

Ideen kommer fra de studerende selv, og det er også dem selv, der via sponsorater har rejst pengene til budget til realisering af projektet. Den nye forening, kaldet The Formula Ford Project, kombinerer de studerendes teoretiske viden med meget konkret og praktisk erfaring fra virkelighedens racerbaner. 

Racing teamet klar til de europæiske baner i 2016
Foreningen har sammensat et racing team med blandt andet race engineers, runners, mekanikere, managere og selvfølgelig en kører. Sidstnævnte blev udvalgt efter en grundig proces, hvor kandidaterne blev testet i en simulator med hjælp af Sim Tech Sport. Jesper Nyvang Pedersen blev det endelige valg efter flere tests og evalueringer. Han er studerende på autoteknolog-uddannelsen på 3. semester.

"Jeg er super glad for at blive valgt som Formula Ford Projects kører til 2016 sæsonen, og jeg er sikker på vi får skabt nogle gode resultater sammen på og uden for banen. Men vigtigst af alt, at vi alle får lært en masse," siger Jesper om udsigten til at blive The Formula Ford Projects første kører.

Men før sæsonen for alvor går i gang, er der masser af forberedelse at tage sig af.

”Vi holder en del skrueaftener før sæsonstart. Alle medlemmer i projektet skal vide hvordan bilen virker, hvordan vi kommer til at arbejde og hvad der kommer til at ske,” forklarer den 21-årige formand for foreningen, Christian Steensgaard Damm, som er 2. semester studerende på autoteknolog-uddannelsen. ”Planen for den kommende sæson er at få al den erfaring vi kan, før vi bliver smidt ud i den virkelige verden, og minimum én podieplacering ser vi ikke som usandsynligt!” 

En 2-årig erhvervsakademi uddannelse
Uddannelsen til autoteknolog udbydes i Aarhus i et samarbejde mellem Erhvervsakademi Aarhus og Aarhus Maskinmesterskole, og specielt for netop Aarhus er, at de studerende har et særligt fokus på racersporten - som den eneste uddannelse i Danmark. 

Det er en 2-årig videregående erhvervsakademi uddannelse, hvor du lærer om de avancerede teknologier, der anvendes i udvikling og optimering af racerbiler og civile køretøjer på et højere niveau.