Campus nyt

Hidtil største hold fjernstuderende godt fra start

 
Picture of Jacob Munkholm Jensen
Hidtil største hold fjernstuderende godt fra start
by Jacob Munkholm Jensen - Wednesday, 13 February 2013, 2:38 PM
 

Hidtil største hold fjernstuderende godt fra start

Efter en tre dage lang ryste-sammen tur i en øde spejderhygge ved Ry, er det nye hold fjernstuderende ved AAMS klar til seks semestre med videomøder, skype og webkamera. 

Med et hold på hele 33 nye studerende slog AAMS i januar 2013 sin egen rekord i antal optagne på skolens fjernstudium. Tidligere på måneden dimitterede skolens første 9 fjernstuderende maskinmestre, og nu er forventningen selvfølgelig, at kurven fortsætter opad.


I hvert fald er det nye hold kommet godt fra start efter den tre dage lange introtur fra onsdag til fredag i uge 5.

”Det var en rigtig god oplevelse at være på introtur med de andre. Vi fandt ind i studiegrupper og fik chancen for at se hinanden lidt an, face to face, før hverdagen begyndte,” fortæller Peter Rasmussen fra Præstø på Sjælland. 

Og med hverdag mener han undervisningstimer hjemme ved skrivebordet, bevæbnet med headset, mikrofon og webkamera, og hvor gruppemedlemmerne stort set kun mødes i cyberspace. Hans gruppe består af seks mand, som rent geografisk spreder sig ud over det ganske danske landkort – fra Nordjylland til Bornholm.



”Det er jo klart, at det hjælper at have set hinanden i virkeligheden først, og nu fungerer det rigtig fint. Det var lidt hektisk i starten og man skal da lige vænne sig til metoderne og værktøjerne, men så snart man finder rytmen, bliver det klart lettere,” forudser Peter Rasmussen, som er udlært maskinist og bådbygger.

Holdet har nu taget hul på det egentlige undervisningsforløb, hvor den største del af energien lægges i nogle fagscenarier, der udspilles omkring casen Marine Engineering. Sideløbende arbejdes der også med et større projektarbejde, som afsluttes i juni.