Campus nyt

Udsigt til uddannelse af flere maskinmestre

 
Picture of Jacob Munkholm Jensen
Udsigt til uddannelse af flere maskinmestre
by Jacob Munkholm Jensen - Tuesday, 23 April 2013, 1:52 PM
 

Udsigt til uddannelse af flere maskinmestre

Frank Andersen forklarer uddannelsesministeren alt om svejseteknik.

Under sit besøg på AAMS i sidste uge løftede uddannelsesminister Morten Østergaard en del af sløret for, at der i fremtiden skal uddannes flere maskinmestre.

Selvom kvoten for det samlede optag af maskinmestre i Danmark blev hævet i 2012, har det ikke afhjulpet problemet med, at erhvervslivet stadigvæk tørster efter flere kvalificerede tekniske ledere. Ifølge Maskinmestrenes Forening er der mangel på maskinmestre til blandt andet energisektoren, industrien, vandforsyningen og handelsflåden – og efterspørgslen stiger.

Men nu tegner der sig et håb forude.

Flaskehals ikke til gavn for nogen
Under sit besøg på AAMS i sidste uge kaldte uddannelsesministeren den nuværende situation for et flaskehalsproblem, som ikke er til gavn for nogen – hverken for erhvervslivet, maskinmesterskolerne eller de afviste ansøgere.

”Min fornemmeste opgave er jo at sørge for, at så mange unge som muligt får en uddannelse, og at det danske arbejdsmarkeds behov for kvalificeret arbejdskraft bliver imødekommet. Og her må vi konstatere, at selvom vi har øget kvoten for optag på maskinmestreskolerne, så producerer vi stadig ikke nok til at dække efterspørgslen. Samtidig er der kvalificerede unge, der gerne vil ind på studiet, og som bliver afvist. Det er selvfølgelig en problemstilling, som vi arbejder på at løse,” sagde Morten Østergaard.

Han ville dog ikke afsløre præcis hvordan han har tænkt sig at løse problemet, eftersom den færdige plan endnu ikke er klar. Dog var udsigten til uddannelse af flere maskinmestre i fremtiden klar nok:

”Men det siger sig selv, at vi her har en flaskehals, som ikke er til gavn for nogen. Jeg er optaget af problemstillingen, og arbejder på at finde en løsning,” tilføjede han.

Formand: Behov for 2.000 studerende
Ifølge formand for Maskinmestrenes Forening, Per Jørgensen, er der behov for at hæve kvoterne fra de nuværende 750 studerende årligt til helt op til 2.000 studerende årligt fra og med finansloven 2014.

Ledigheden blandt maskinmestre var ved årsskiftet 2011-12 og ved årsskiftet 2012-13 på blot 89 fuldtidsstillinger, hvilket er udtryk for, at der som regel altid er maskinmestre i gang med jobskifte. Kun to personer var ledige både ved årsskiftet 2011-12 og 2012-13.