Campus nyt

Et år udover det sædvanlige

 
Picture of Kristoffer Mølstrøm
Et år udover det sædvanlige
by Kristoffer Mølstrøm - Friday, 26 June 2020, 2:33 PM
 

I disse dage får studerende det synlige bevis på, at de er færdige med deres uddannelse her på skolen. Fejringen sker dog på en noget anden baggrund end normalt.  

dim

Traditionel vis foregår dimissionerne med et stor opsat sceneri i Aarhus Domkirke. Håndtryk deles ud i flæng, sang og musik er på programmet og venner og familie sidder som tilhører på de bagerste rækker.

Sådan forholder det sig ikke i år. I år har Coronaen sat sine begrænsninger for fejringen og setuppet er mere spartansk. Ingen tapas, musik, håndtryk og den store forsamling med familiært påhæng er aflyst.

Der skal ikke satses med smitten, så forholdsreglerne er sat i værk. Flasker med øl og sodavand og en portionsanrettet tallerken er der dog blevet plads til. Og masser af håndsprit er opstillet i skolens store undervisningslokale, hvor der under de nuværende afstandsregler kan være plads til 37.       

I alt har 81 studerende fået titlen som maskinmester og 59 fået titlen som hhv. automationsteknolog, autoteknolog, produktionsteknolog eller akademiuddannede i el-installation.


Online afslutning på uddannelsen
10. marts kørte alt efter planen og målstregen for endt uddannelse var tæt på. 11. marts var alt vendt 180 grader på hovedet. Landet lukkede som bekendt ned og den fysiske undervisning ligeså.

De studerende skulle nu fra den ene dag til den anden vænne sig til et nyt online studiemiljø. For mange var det en ensom omgang, hvor glæden ved at møde studerende og undervisere på skolen nu var sat i bero.

”Et af de største problemer for mig var, at jeg ikke kunne foretage forsøg på skolen og efterbevise teorierne, så der var en del forbehold i bacheloropgaven”, fortæller Morten Kjeldgaard Baumann, der i dag dimitterer som maskinmester.

Eksaminerne blev også afviklet online, og dermed forsvandt muligheden for at fejre den nye titel sammen med pårørende lige efter eksamen, og det var da en ærgerlig afslutning på en lang uddannelse.

”Eksamen gik godt, men det var lidt tomt at sidde alene efterfølgende”, fortæller Morten.  

Selvom undervisning og eksamen blev afviklet online, fik de studerende lige i sidste øjeblik mulighed for at komme ned og ringe med klokken, for det er en tradition, de fleste helst ikke vil være foruden.


360-graders omstillingsparathed
Forårssemestret har været ganske specielt – ikke kun for dimittender, men også for alle andre studerende på skolen og de ansatte.

Det har krævet en ja-hat-mentalitet og en læring i at tilpasse sig til nye og konstant forandrede rammer. Og de fleste trænger sikkert til lidt ferie, så rutsjebaneturen med coronatoget lige kan fordøjes en anelse.  

Intet er heldigvis så skidt, at det ikke er godt for noget. Coronakrisen har trods alt givet nye inputs - og den nyopdagede evne til at tilpasse sig til foranderlige situationer er en kompetence, virksomhederne sukker efter. De medfølgende online kommunikationsskills er da heller ikke værst at have med ud i erhvervslivet.

Herfra skolen skal der i hvert fald lyde et kæmpe cadeau for den store omstillingsparathed og tillykke til dimittenderne! 😊 Og god zoom-fri-sommer 😊